Tidspunktet for dokumentaren er begyndelsen af 1990’erne, lige efter faldet af de kommunistiske styre i Østeuropa. Hver måned modtager og organiserer et ægtepar på Mandø, med små midler, en børnelejr for syge polske børn. Børnene kommer fra Silesien, hvor livsødelæggende forurening er resultatet af årtiers satsning på industrien. I byens centrum er placeret en stor fabrik og ikke et Rådhus eller en park, som vi ser det i andre byer. Mandø’s næsten uberørte rene natur stilles i kontrast til det stærkt industrialiserede Silesien, som af mange er blevet kaldt Dødens Trekant. Her er børnedødeligheden otte gange større end i Skandinavien. Her indåndes kulilten og tungmetaller fra luften. Fenol forurener vandet og jorden synker på grund af kulmineskader. Som en af Mandøboerne siger i filmen: Kvaliteten på natur kan måles på, hvor mange fugle der er i et område. Da ferieopholdet for de polske børn er afsluttet, tager filmholdet med børnene tilbage, der hvor 4½ million mennesker lever i dødens skygge.