Tomme rum
Manuskript og Instruktion : Cæcilia Holbek Trier
Fotograf: Katia Forbert Petersen & Cæcilia Holbek Trier
Klip: Pernille Bech Christensen
Producers: Annette Mari Olsen & Katia Forbert Petersen
Varighed: 48 minutter
Produceret af: Sfinx Film/TV i samarbejde med DR2 og Det Danske Filminstitut
”Hun barberer sgu sine ben!” - og så forbavset bliver jeg, at jeg først senere forurettet registrerer, - Og så med MIN skraber! De er i bad sammen, de to pigebørn. Pludrende, sprøjtende og hyggeligt småskændes de om hvor mange, og hvilke plasticheste vandet kan rumme. Maden koger. I de par sekunder, det tager mig, at dæmpe varmen på komfuret, forvandler datteren sig til en kvinde. Denne dokumentarfilm foregår midt i processen. Fra smertepunktets midte, orkanens øje. En film om adskillelsen. Smertefuld og humoristisk. Denne film er personlig, men med et alment udtryk. Vi er til stede i en familie, i den periode hvor et barn ruster sig til at flytte hjemmefra. Det er en film for forældre, børn og søskende. Den er lavet for at dele oplevelsen, så man måske kan ruste sig til processen, selv om man ikke kan undgå separationen. Vi oplever den langsomme, men ubønhørlige bevægelse, stål mod stål, snappet af saksens endelige klip gennem navlestrengen. Et køkken-requiem for tre kvinder.